Hospitalsklovne Trekantsområdet har siden 2007 ydet støtte til hospitalsklovnene på Sygehus Lillebælt. I takt med at Danske Hospitalsklovne er blevet en større forening, giver det vores lokalforening mulighed for at støtte børneafdelingen med andre donationer, så vi hele tiden gør vores til, at de indlagte børn på Sygehus Lillebælt har de bedst mulige forhold, så det bliver knapt så trist at være indlagt for den indlagte og resten af familien.
Nedenfor kan du læse lidt mere om, hvad Hospitalsklovne Trekantsområdet gennem tiden har støttet med…
Gummitud - hospitalsklovn i mere end 20 år...
Gummitud har været med som hospitalsklovn fra foreningens opstart, og hun har allerede fejret 20 års jubilæum som hospitalsklovn på Sygehus Lillebælt. En fantastisk bedrift, hvor Gummitud gennem tiden har gjort besøget på sygehuset sjovere og lidt nemmere for både de indlagte børn og deres familier.
Udover Sygehus Lillebælt, så har Gummitud også de seneste år besøgt plejehjemmene i Kolding Kommune som omsorgsklovn – en stor succes til glæde for de mange ældre beboere.
Omsorgsklovnens besøg er i samarbejde med Kolding Kommune, som bakker op om initiativet til stor glæde for plejehjemsbeboerne i Kolding.
GIRO 414 & "Vi Synger Julen Ind"
De seneste år har vi sørget for at sprede den gode stemning med Giro 414 på alle plejehjem i trekantsområdet og Middelfart. David Lautrup og hans pianist står for underholdningen, hvor plejehjemsbeboerne får en times koncert med de velkendte sange fra dansktoppen, danske film og revy. Det hele krydres med udklædning, hatte og højt humør. Når julen nærmer sig, trækker David Lautrup i julemandstøjet og synger alle de velkendte julesange, som skaber en hyggelig julestund, der vækker nostalgiske minder hos plejehjemsbeboerne.
Det bliver samlet til 40 koncerter 2 gange om året, og til alle plejehjemmene er der også lækre hjemmebagte småkager fra Landlyst Bageri.
Julemandsbesøg lillejuleaften...
Uheld og sygdomme holder desværre ikke fri på helligdage og til højtider. Det gør personalet på sygehusene heller ikke, og en af de “trælse” dage er 23. december. Det er nemlig som oftest den dag, hvor de indlagte børn og deres familier får besked, om man bliver udskrevet og kan fejre julen hjemme i vante rammer, eller om man skal fejre en anderledes jul på sygehuset.
Foreningen har en aftale med Koldings officielle julemand, og til stor glæde for de indlagte børn, deres søskende og forældre aflægger Julius altid børneafdelingen et besøg lillejuleaften. Selvom det er dagen før juleaften, så har Julius Julemand rigtig god tid til at snakke med børnene og få ønsket glædelig jul familierne og de mange ansatte.
Maj 2025 Fjernsyn til børneafdelingen...
Sygehus Lillebælt havde et brændende ønske om nye fjernsyn til stuerne på børneafdelingen. Tilbage i 2010 var vores forening også med til at donere fjernsyn, så teknikken kunne sagtens trænge til en opgradering.
I samarbejde med Jes Olesen fra Datagården og flere forskellige donationer, kunne vi derfor donere 24 nye 55″ fjernsyn med den sidste nye teknik, så de indlagte børn og deres familier nu har de bedste muligheder for at kunne få tiden til at gå, når ventetiden ind i mellem er lang på sådan et sygehus…
Jes Olesen fra Datagården fik hjælp af klovnen Valentino og formand Geert Madsen til at pakke bussen med alle de mange fjernsyn til børneafdelingen på Sygehus Lillebælt…
2023 - Udsmykning af den nye modtagelse på børneafdelingen
Kolding Sygehus udvidede deres børneafdeling med et ambulatorium på 1. sal over børneafdelingen. I den forbindelse ville man gerne udsmykke de hvide vægge med Rumle og Rumline, ligesom udsmykningen på selve børneafdelingen.
Det er festlige og farverige dekorationer, som spreder glæde og godt humør i stedet for kliniske hvide vægge. Vores forening valgte derfor at støtte udsmykningen med 45.000,- kr., så modtagelsen på Kolding Sygehus kunne blive lidt mere farverig for de børn, som skal på sygehuset.
2019 - Ny legeplads til børneafdelingen på Kolding Sygehus





